På Forsorgshjemmet Absalon arbejder vi med nedenstående metoder:
Low Arousal:
LA bruges som forståelse og konkret metode i indsatsen. Vi har fokus på at støtte borgeren
i at få øje på, arbejde med og reducere de belastninger og stress-tilstande, som
hjemløshed kan have medført, og som dermed kan medføre høj arousal hos den enkelte.
Vi arbejder med at skabe ro og stabilitet, og sammen med borgeren identificere, hvad der
skaber høj arousal, og hvad der skal til, for at reducere graden af arousal. Som en del af
metoden arbejder vi med non-verbal kommunikation samt mere kropslige metoder som
NADA og afspændingsmassage.
Når en borger er i høj arousal, er vi rolige, anerkendende og lyttende. Når borgerens
arousal er blevet mindre, arbejdes med fælles refleksion og spejling samt evaluering af ny
viden om borgerens adfærd, triggere og problemløsningsstrategier.
En del af Absalons målgruppe fremstå med lav arousal, f.eks. som følge af depressive
tendenser, og her bruges metoden som et energistyringsredskab, hvor der via spejling og
motiverende tilgang er fokus på at ”smitte” beboeren med medarbejderens energi.
Ud fra Low Arousal reflekterer og evaluerer medarbejderne løbende deres verbale og non-
verbale kommunikation med borgerne for at identificere, hvordan tilgangen og måden at
møde den enkelte eventuelt skal/kan ændres.
NADA-akupunktur:
NADA er en recovery- og empowerment-orienteret metode, der fremmer balancen mellem
krop og psyke og skaber en indre ro, hvilket mange mennesker med særlige sociale
problemstillinger kan have gavn af.
NADA-akupunktur bliver anvendt mange steder i det
offentlige behandlingssystem i Danmark, og er ofte anvendt som et supplement til anden
behandling.
NADA anvendes som komplementær recovery-metode til at øge udbyttet af det
samlede tilbud. NADA erstatter ikke andre indsatser eller behandlinger men
komplementerer disse. NADA kan anvendes i akutte situationer til lindring af symptomer
som f.eks. angst, uro, forstyrret søvn, frustration, vrede, depressive symptomer, nedsat
koncentrationsevne og manglende fokus samt tilstande udløst af stress. Det primære
formål med NADA er at styrke borgerens egne ressourcer via et struktureret og
længerevarende forløb, så tilbagefald forebygges og den samlede indsats styrkes.
Anerkendende kommunikation:
Der er i kommunikationen med borgeren fokus på dét, der fungerer, og ikke på ”fejl &
mangler”. Når der er behov for at tale med borgeren om noget, der ikke fungerer – eller ikke
fungerer så godt – kommunikeres autentisk, tydeligt og med respekt for den anden. At tale
om dét, der ikke fungerer, er anerkendende i sig selv, når det gøres på en ligeværdig måde,
hvor vi også har forventninger til, hvad den anden kan.
Med anerkendende kommunikation er vi åbne og reelt interesserede i den andens
holdninger og værdier, og vi lytter empatisk og stiller åbne spørgsmål. Anerkendende
kommunikation anvendes uanset, om vi har svært ved at forstå den andens eventuelle
uhensigtsmæssige eller (selv)destruktive adfærd.